Min erfaring med Prusa XL som helt blind virksomhedsejer

Jeg er helt blind og driver en lille virksomhed inden for 3D-design og 3D-print.

Det meste af det, jeg laver, handler om tilgængelighed. Jeg designer taktile kort til blinde og svagsynede, tilgængelige plantegninger af boliger, før de bliver bygget, taktile flugtvejsplaner, produkter med punktskrift, tilgængelige brætspil, undervisningsmodeller og meget detaljerede arkitekturmodeller til museer, slotte, vartegn og historiske bygninger. Alt bliver designet fra bunden, primært i OpenSCAD, før det kommer til live på en 3D-printer.

Da min virksomhed voksede, fik jeg brug for en printer med et meget større printvolumen. Store taktile kort og arkitekturmodeller skal ofte deles op i mange mindre dele, og det øger printtiden, materialespildet, samlearbejdet og i sidste ende prisen.

Prusa XL virkede som den perfekte løsning.

Et kæmpe printvolumen.

Fem uafhængige printhoveder.

Minimalt filamentspild.

Et open source økosystem.

En premium printer fra en virksomhed med et fremragende omdømme.

Det lignede præcis den maskine, min virksomhed havde brug for.

I stedet blev den en af de dyreste fejl, jeg har begået som lille virksomhedsejer.

Jeg investerede tusindvis af kroner i det, jeg håbede ville blive rygraden i min produktion. I stedet brugte jeg mere tid på at kalibrere, fejlsøge, justere, læse forumindlæg og tale med support, end jeg brugte på rent faktisk at printe produkter til mine kunder.

Det har været næsten lige så frustrerende at sælge maskinen, som det var at eje den. I den prisklasse er der ikke mange købere, og efter mine oplevelser ville jeg bare videre.

Mens jeg skriver denne anmeldelse, venter jeg på, at min Bambu Lab H2C ankommer, og jeg håber, at den endelig bliver den pålidelige arbejdshest i stort format, som jeg oprindeligt troede, Prusa XL ville være.

Jeg vil også være helt fair.

Jeg forstår godt, at jeg ikke er den ideelle målgruppe for denne printer.

Når man er helt blind, bliver visse vedligeholdelsesopgaver naturligt sværere.

Det accepterer jeg.

Ikke alle produkter behøver at være designet specifikt til blinde brugere.

Men efter at have levet med Prusa XL begyndte jeg at stille mig selv et andet spørgsmål.

Hvis jeg kæmper så meget, fordi jeg er blind, hvor meget tålmodighed ville jeg så have, hvis jeg var seende?

For mange af mine frustrationer har overhovedet intet med tilgængelighed at gøre.

De kommer fra tekniske valg, unødvendig kompleksitet, uforudsigelig opførsel og en maskine, der aldrig rigtig gjorde sig fortjent til min tillid.

Jeg er ikke bange for vedligeholdelse

Før nogen afviser denne anmeldelse med, at jeg bare ikke gider at arbejde på printere, vil jeg gøre noget meget klart.

Jeg kan faktisk godt lide at vedligeholde mit udstyr.

Jeg har ingen problemer med at skifte dyser.

Jeg har skiftet extrudere.

Jeg har skiftet PTFE-rør.

Jeg har renset tilstopninger.

Jeg vedligeholder min Bambu Lab X1 Carbon uden at tænke over det.

Uden for 3D-print har jeg skiftet komponenter i bærbare computere og arbejdet med anden elektronik. Jeg har det helt fint med at skille hardware ad og samle det igen.

Vedligeholdelsen i sig selv er ikke mit problem.

Unødvendigt kompliceret vedligeholdelse er.

Der er stor forskel på en maskine, der er nem at servicere, og en maskine, der hele tiden føles, som om den har brug for service.

Prusa XL havner alt for ofte i den sidste kategori.

Mange vedligeholdelsesopgaver føles, som om de er designet af ingeniører, der jagtede den mest teknisk elegante løsning frem for den mest praktiske.

Jeg følte mig aldrig skræmt af vedligeholdelsen.

Jeg blev bare ved med at spørge mig selv, hvorfor alting skulle være så kompliceret.

Selv et dyseskift føles overkonstrueret

At skifte en dyse burde være en af de enkleste vedligeholdelsesopgaver på enhver printer.

På Prusa XL føles det som at udføre en operation.

Du skal bruge to værktøjer.

Den ene nøgle skal forhindre varmeblokken i at dreje.

Den anden løsner dysen ved at dreje den mod uret.

Ved hver bevægelse spekulerer du på, om du bruger for mange kræfter, eller om du drejer noget, der ikke skal drejes.

Sammenlignet med moderne systemer til hurtigt dyseskift føles det unødvendigt kompliceret.

Det opsummerer perfekt min oplevelse med hele maskinen.

Intet er umuligt.

Næsten intet føles enkelt.

Kalibreringer, der aldrig gav mig tillid

Kalibreringsprocessen har ærligt talt været en af de mest frustrerende dele af at eje denne printer.

Tag for eksempel blæserkalibreringen på min maskine.

Jeg kunne ofte køre den to gange med succes.

Kørte jeg den en tredje gang, fejlede den pludselig.

Kørte jeg den igen, bestod den måske.

Der var aldrig en tydelig forklaring.

Resultatet var, at jeg holdt op med at stole på selve kalibreringen.

Bestod den faktisk, fordi alt var i orden?

Eller besluttede den sig bare for at bestå denne gang?

Så er der vejecelletesten af dysen.

Den dag i dag forstår jeg stadig ikke, hvad Prusa egentlig forventer, at brugeren skal gøre.

Skal man banke på dysen?

Skubbe til den?

Gnide den?

Skrabe på den?

Hvor mange kræfter skal man bruge?

Fra hvilken retning?

Vejledningen gjorde det aldrig klart.

Resultatet føltes ofte tilfældigt frem for gentageligt.

Når en kalibrering lykkes, burde man føle sig sikker.

I stedet følte jeg mig ofte lettet.

Det er to meget forskellige følelser.

Kalibrering af værktøjsforskydning

Kalibreringen af værktøjsforskydningen blev endnu et kapitel i historien.

Først monterer du kalibreringsstiften.

Så håber du, at printeren rent faktisk registrerer den.

Gør den ikke det, får du vage fejlmeddelelser, der forklarer meget lidt.

Til sidst udskiftede jeg den originale dyse med en E3D DiamondBack-dyse.

Efter en masse fejlsøgning fortalte Prusas support mig, at DiamondBack-dysen kræver manuel XY-kalibrering.

Det lyder enkelt, indtil man opdager, hvad det egentlig betyder.

Du printer et kalibreringsmønster.

Så kigger du på små printede linjer.

Så vurderer du selv, hvilken forskydning der ser bedst ud.

Som blind er den proces reelt umulig uden en anden persons øjne.

Selv hvis jeg var seende, ville jeg stadig have svært ved at forstå, hvorfor en premium printer kræver så meget manuelt indgreb.

I den prisklasse forventede jeg, at maskinen kalibrerede sig selv.

I stedet stod jeg og printede testmønstre og tjekkede dem manuelt.

Kalibrering af docken

Så kommer kalibreringen af docken.

Helt ærligt, hvem har designet det her?

Det føles akavet og trangt at nå justeringspunkterne inde i maskinen.

Alt er gemt bag printhoveder, PTFE-rør, kabler og snævre afstande.

Intet ved designet tyder på, at vedligeholdelse var en prioritet.

Det føles, som om maskinen blev konstrueret først, og at nogen først bagefter spurgte, hvordan kunderne rent faktisk skulle servicere den.

PTFE-rør

PTFE-rørene blev endnu en tilbagevendende frustration.

De kan arbejde sig løse.

De kræver opmærksomhed.

De tilføjer endnu et muligt fejlpunkt til et i forvejen kompliceret system.

Hver for sig er disse problemer ikke katastrofale.

Samlet skaber de en printer, der hele tiden kræver din opmærksomhed.

Frustrationer med softwaren

Ikke alle mine frustrationer kom fra hardwaren.

Nogle kom fra softwaren.

Et eksempel skete, da jeg ændrede dysestørrelsen i PrusaSlicer fra 0,4 mm til 0,8 mm.

Den ene ændring nulstillede uden varsel min profil til standardopsætningen.

Dermed fjernede den i praksis den filamentprofil, der passede til det, der fysisk var sat i printeren.

Printeren opførte sig pludselig, som om der ikke fandtes noget kompatibelt filament.

Den gik simpelthen i stå, fordi den ikke længere forstod, hvilket materiale der var sat i.

En ændring af én indstilling bør aldrig i stilhed ændre en anden, urelateret indstilling uden tydeligt at fortælle brugeren det.

Det tog mig langt længere tid, end det burde, at forstå, hvad der egentlig var sket.

Dokumentationen på nettet

Som en, der er fuldstændig afhængig af skærmlæsere, må jeg også nævne dokumentationen på nettet.

Efter min erfaring er den reelt utilgængelig.

Mange reparationsvejledninger bygger næsten udelukkende på fotos.

Vejledningerne siger ofte ting som "juster det, indtil det ser sådan her ud" eller "kontroller, at det svarer til billedet".

Der er meget lidt meningsfuld alternativ tekst.

Meget lidt detaljeret skriftlig forklaring.

Hver gang noget gik galt, kunne jeg ofte ikke selv reparere det, fordi dokumentationen gik ud fra, at jeg kunne se.

For en virksomhed, der er stolt af sin åbenhed og sit fællesskab, syntes jeg, det var særligt skuffende.

Det største problem var tillid

Mere end noget andet lærte jeg aldrig at stole på denne printer.

Det er måske den største kritik, jeg kan komme med.

Professionelt udstyr bør forsvinde i baggrunden.

Du starter et print.

Du går din vej.

Du forventer, at det bliver færdigt.

Det punkt nåede jeg aldrig med Prusa XL.

Hver gang jeg startede et print, der skulle køre i en eller to dage, var jeg konstant bekymret.

Ville endnu en kalibrering fejle?

Ville et værktøj nægte at docke?

Ville en sensor pludselig beslutte, at noget var galt?

Et problem, der især bekymrede mig, handlede om filamentsensorerne.

Jeg oplevede situationer, hvor printeren troede, at der stadig var filament i, selvom der ikke var.

Det skaber en skræmmende situation.

Printeren kan fortsætte gennem et helt print, mens der faktisk ikke kommer noget ud af dysen.

Ved lange produktionsjob ødelægger det fuldstændig tilliden til maskinen.

I stedet for at sove roligt, mens et print på to dage kørte, lå jeg og spekulerede på, hvad jeg ville vågne op til.

Det er ikke en følelse, jeg vil have fra udstyr, som min virksomhed er afhængig af.

Mine tanker om open source-filosofien

Det er nok det afsnit, der vil gøre flest folk sure.

Jeg kan oprigtigt godt lide open source.

Jeg sætter pris på gennemsigtighed.

Jeg sætter pris på udvikling drevet af fællesskabet.

Jeg sætter pris på muligheden for at forbedre produkter.

Men der er forskel på at være open source og at forvente, at kunderne gør produktet færdigt.

Alt for ofte føles Prusa XL mindre som en færdig kommerciel maskine og mere som en prototype til premiumpris.

Når noget går galt, ligger svaret ofte begravet i en forumtråd.

Nogen har printet en forbedret del.

Nogen har skrevet en løsning, der går uden om problemet.

Nogen har ombygget hardwaren.

Nogen har udviklet en uofficiel rettelse.

Og på en eller anden måde anses det for normalt.

Jeg har oprigtigt svært ved at forstå den tankegang.

Kunderne bruger mange penge på en premium printer.

Så bruger de utallige timer på at finde fejl, dokumentere problemer, afprøve løsninger, lave forbedringer og i praksis hjælpe Prusa med at forbedre maskinen.

Endnu mere overraskende er det, at mange mennesker oprigtigt virker glade for at gøre det.

Personligt synes jeg, det er underligt.

Jeg købte en printer, fordi jeg ville producere produkter til mine kunder.

Jeg købte ikke en printer for at blive en del af Prusas kvalitetssikringsafdeling.

Open source bør betyde, at et godt produkt kan blive endnu bedre gennem bidrag fra fællesskabet.

Det bør ikke blive en undskyldning for at sende noget på markedet, der stadig føles ufærdigt.

Gennem hele min tid som ejer kunne jeg ikke ryste følelsen af, at jeg havde betalt premiumpris for at blive tidlig bruger af et produkt, der stadig havde brug for flere års forfinelse.

Sammenligning med min Bambu Lab X1 Carbon

Den sammenligning, der til sidst overbeviste mig om at komme videre, var min Bambu Lab X1 Carbon.

Jeg har haft den i omkring tre år.

Den har printet hundredvis og atter hundredvis af job for min virksomhed.

Den har arbejdet om aftenen, i weekender og gennem lange produktionskørsler.

Den er simpelthen blevet ved med at printe.

Selvfølgelig er ingen printer perfekt.

Men X1 Carbon har gjort sig fortjent til noget, som Prusa XL aldrig gjorde.

Min tillid.

Når jeg sender et print til X1 Carbon, forventer jeg, at det bliver færdigt.

Jeg tænker sjældent over det igen.

Den er blevet en ægte arbejdshest.

Det er præcis det, professionelt udstyr bør være.

Prusa XL blev aldrig den maskine for mig.

I stedet blev den printeren, jeg hele tiden var bekymret for.

Afsluttende tanker

Det mest frustrerende ved Prusa XL er, at grundideen er genial.

Uafhængige printhoveder.

Minimalt spild ved farveskift.

Print i stort format.

En open source-filosofi.

På papiret lyder den som en af de bedste printere, der nogensinde er designet.

Desværre levede min oplevelse som ejer aldrig op til det løfte.

Jeg forstår, at jeg ikke er den perfekte bruger for denne printer.

Det at være helt blind gjorde bestemt nogle af opgaverne sværere.

Men min blindhed skabte ikke de fleste af disse frustrationer.

Den forstærkede dem bare.

De reelle problemer er efter min erfaring unødvendig kompleksitet, overkonstrueret vedligeholdelse, uforudsigelige kalibreringer, utilgængelig dokumentation og en maskine, der aldrig gjorde sig fortjent til min tillid.

Jeg ville have, at denne printer skulle blive rygraden i min virksomhed.

I stedet blev den en af de dyreste fejl, jeg har begået.

Derfor kan jeg ikke anbefale Prusa XL.

Ikke til blinde brugere.

Og ud fra mine egne erfaringer ville jeg også have svært ved at anbefale den til mange seende brugere.

Jeg håber oprigtigt, at Prusa får forfinet konceptet, for jeg tror stadig på, at idéen bag XL er fremragende.

Men en fremragende idé er ikke nok.

En premium maskine bør føles færdig.

Det gjorde min aldrig.